Côtes-du-Rhône Village er lavet på druer fra de 5 ha. vinmarker Château Maucoil ejer syd for Orange, lige på grænsen til Châteauneuf-du-Pape appellationen, og som dyrkes økologisk. Jordbundsforhold ligner meget Châteauneuf, med hovedsageligt ler, kalk, sand og runde aflejringssten. Vinen laves på Grenache (50%), Syrah og Carignan, som høstes manuelt ved optimal modning i små kasser af 15 kg. Både gæringen og modningen foregår på ståltanke.
Côtes-du-Rhône Village har en flot, dyb, rubinrød farve. Duften er umiddelbar, aromatisk og sprød, meget klassisk Côtes-du-Rhône, med masser af friske frugtnuancer af kirsebær og blommer. I smagen er den en smule mørkere i stilen, med toner af brombær og en smule peber. Den udvikler sig fint i glasset og får mere koncentration og harmoni. Den slutter med en flot kombination mellem fylde og friskhed, som gør den meget charmerende.
Vinen vil matche grillet okse, lam eller kalv, gerne med provencalske krydderier. Brug den også til gryderetter med vildt. Også perfekt til milde hvidskimmeloste. Serveres ved 14-16°C.
- Anmeldelser